• Forside • Program • Om os • Aktiviteter • Kontakt os • IMU • Artikler / Andagter • Download • Galleri • Links • | ||
Nyt år – nyt hus!
I skrivende stund er byggeriet af nyt missionshus ved at gå ind i sin afsluttende fase. Jeg tror mange i byen har fulgt det med interesse. Optakten til det var jo under stor pressebevågenhed. Nu er vi der, hvor vi skal i arbejdstøjet. Mange husker nok, at ét af argumenterne for at bygge nyt var, at vi andre steder havde set, at der kom flere, når der var et nyt missionshus. Det tror vi stadig, der vil gøre også her hos os. Men det kommer ikke alene fordi murstenene er nye! Vi har bedt om, at flere må komme til tro, ja det har været bevæggrunden for hele projektet. Så må vi også arbejde med på vores bøn. Bede og arbejde, - det hænger uløseligt sammen. Vil du være med til det? Vi får et korsmærket hus, og det forpligter! Huset er bygget af stærke og solide mursten, og det har været vigtigt for os. Men det vigtigste i et korsmærket hus er, at det bygges af levende sten. At det fyldes af Gud Helligånd. Ellers har bygmestrenes møje været forgæves! Derfor vil jeg lægge hen til jer, der normalt færdes i huset, at bede om, at flere må komme til tro på Jesus, - og arbejde med på det. Det er ikke bare børneledernes ansvar, at der kommer børn i huset. Det er ikke bare IMU’s ansvar, at der kommer unge, og heller ikke bare samfundsrådets ansvar, at der kommer voksne. Men det er vores allesammens ansvar og opgave. Er du glad for Jesus, og har du erfaret, hvad han betyder i dit liv, så ”tillader det dig ikke at være uvirksom”, som Peter skriver det i sit andet brev kapitel 1 vers 8 (Gl. overs.) Drivkraften er ikke pligt, men kærlighed. Kærlighed til Jesus og kærlighed til vor næste. Og her er der ingen pensionsalder! Du som læser dette og som ikke har haft din gang i det gamle missionshus, du skal vide, at du er både velkommen og ventet. Jeg tror, du vil opleve et varmt og indbydende fællesskab. Et fællesskab der ikke består af mennesker, der er ens eller har samme mening om alt og heller ikke skal have det. Men et fællesskab, hvor vi er ét. Ét i Kristus. Godt Nytår, - og velkommen! Ole Dahl - |
||