• Forside • Program • Om os • Aktiviteter • Kontakt os • IMU • Artikler / Andagter • Download • Galleri • Links • | ||
Guds omsorg. Uanset hvor vi er i livet, om vi er børn, unge, voksne eller gamle, så er der meget vi kan blive bange for. Børn kan være bange for at blive mobbet. Unge kan være ængstelige for eksamen, og kommer vi nu ind på den uddannelse, vi gerne vil? Vi voksne kan frygte at miste arbejde og hvad med økonomien, kan den hænge sammen for os? Ældre kan frygte at blive alene, blive ramt af sygdom osv. Og frygten er egentlig hel reel, og vi bliver alle ”angrebet” ind imellem. Men hvor går vi så hen med denne frygt og ængstelse? Jesus siger i Mat. 11,28: ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” Kom til Jesus, han tilbyder os hvile! Åh ja, tænker du måske, men hvor meget er det lige, der ligger i det? - prøv engang at se, hvad der står i Ezekiels bog 34. Her er det Gud, der taler om Israels folk, hans eget folk. ”Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.” Hvilken omsorg! Han vil lede efter dem som er blevet væk, han vil føre dem tilbage. Han vil rense og pleje sårene, styrke de trætte og svage og give dem nye kræfter. Ja, selv de store og stærke vil han passe på. ”Jeg vil vogte dem på rette måde”- det betyder helt enkelt, at han som har skabt dig og mig, vil give os lige præcis det, som du og jeg trænger til! Så kan det storme og rase omkring os, men er vi i Guds hånd, så kan vi opleve tryghed, fordi han har omsorg for os. Han som har kontrol over hele universet, han ønsker kun at give os det bedste. Han som elskede os så højt, at han selv gik i døden, for at give os evigt liv sammen med ham. Han er ikke blevet lige glad med os! Han elsker os stadig og vil gerne gå med os i vores hverdag – alle dage! Lad os hver især give ham lov – vi får aldrig en bedre ledsager! Ruth Dideriksen |
||