• Forside • Program • Om os • Aktiviteter • Kontakt os • IMU • Artikler / Andagter • Download • Galleri • Links • | ||
“Troen kommer af det, som høres “Rom. 10.17 Det er vigtigt at vide, at troen er en levende organisme, skabt af Gud ved Ordet. Og alt levende kan dø, således også troen. Af den grund er det en livsbetingelse at høre, for troen kommer af det, der høres. Og man kunne så spørge: Hvad er det man skal høre, for at troen ikke dør? Hvad med kloge mennesketanker, smarte formuleringer, osv. osv.? Dur de? Desværre, nej! Ingen mennesketanker skaber tro. Kun Guds tanker, Ordet konkretiseret i Kristus, vil den levende tro altid gerne høre, for det er mad og drikke for troen. Stil dig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg i grunden gerne høre? Ordet om forsoningen – eller interessante betragtninger om dette eller hint. Hvis du chokeres over svaret i dit hjerte, så bed til Gud, at Han vil vise dig, at der alene er liv og kraft i Guds nåde. 2. Tim. 2.1 Skal vi så sidde i vore stole og vurdere det, vi hører ud fra ovennævnte vurdering? Hvis vi vil frelses, er svaret ja. ‘Vi må så meget mere give agt på det, vi hører, så vi ikke glider bort fra det’. Hebr. 2.1 Altså et bibelsk ansvar, vi må ta’ til os, dels for vor egen skyld, men også for prædikantens. Et modent lægfolk er gavnligt for en forkynder. Gud lægger et stort ansvar på det menneske, der forkynder for menigheden, og ingen må glemme, at det er Ordet, der skal gøre prædikanten levende. Prædikanten skal ikke gøre Ordet levende. For Ordet ER levende. Ordet ER Gud. Peter siger det dejlig klart i sit 1. brev 4.11: ‘Den, der taler, skal tale med Ord fra Gud.’ På tærsklen til 500 års jubilæet for reformationen, er det godt at gentage Luthers tanker om Troen. Hvis nogen har levet i troens univers, så var det Luther. Alligevel bekender han om sig selv, at han måtte høre budskabet om tilgivelse om og om igen. Selv havde han kun troen, ‘som man holder en ål i halen’. Troen er tiggerhånden, der udstrakt – på Jesu indbydelse – modtager Guds retfærdighed som en ufortjent og uforudset gave. Vi kan aldrig takke nok for denne gave! Lotte og Finn Kruse. |
||