Det ord ”Amen”.
Det er hebraisk og bruges i kirken og ved kristelig mødevirk-somhed og er ganske selvfølgelig gledet over fra synagogeguds-tjenesten. Det har betydningen ”Det er sikkert og sandt.” og slut-ter en bøn eller oplæsning af en bibeltekst. Så når vi siger: ”Det er så sikkert som Amen i kirken”, så fører vi det over i vor al-mindelige tale. – Ordet blev brugt af Jesus som en stærk under-stregning af korte, præcise udsagn i hans forkyndelse – som hos Johs. 16,23. Her er det brugt dobbelt og oversat ved ”Sandelig, sandelig” og fortsætter: ”- siger jeg eder: hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn.” Jesus sætter Amen foran det, han har at sige. Vi siger det til sidst, og det er der nok god mening med. For vi beder vel ”i Jesu navn”, d.v.s. på hans ord og løfte, når vi beder om tilgivelse og om hjælp og råd, om hans velsignelse over vort liv og gerning, - og når vi beder om tro og håb og for al Guds gerning iblandt os, - og for verden i dens nød, - men vi beder jo også om så mange ting, som vi øn-sker for os selv - af alle slags, - og det må vi da også gerne, men her må vi ligesom reservere os selv og lægge afgørelsen helt i Guds hånd, og først da kan vi siger vort Amen, - det ske således, som du vil! – og så må det ske i samklang med vor tak for det, han har gjort for os, da han med Jesus på korset gjorde fyldest for al vore synder og i dåben tog imod os som sine børn. - Jeg husker fra min barndom, hvordan vi kunne slutte et stævne med stående at synge:
”Lammet, Guds-lammet, dets vunder og sår, æren og prisen i evighed får,
Amen, Halleluja, Amen.”
Henry Vestergaard-
