• Forside • Program • Om os • Aktiviteter • Kontakt os • IMU • Artikler / Andagter • Download • Galleri • Links • | ||
Hvorfor? Inden længe, - faktisk lige om hjørnet – begynder det igen: Juleforberedelserne! Alle traditionerne, - julebagning, indkøb, pyntning, æbleskiver, gløgg osv. Vi vil kigge på juleudsmykning, hygge med familie og venner, en god travetur i sneen og derefter hjem til kakao og lune boller, fri fra skole og arbejde. Jo mange af os har meget at glæde os til. Men er det for traditionens skyld, at vi fejrer jul? For at vi kan få tid til at være sammen? Nej! Vi fejrer jul fordi Jesusbarnet blev født til vor jord. Men hvorfor – et lille barn, født i en stald mellem får, kvæg, mus og andet utøj, lagt i et fodertrug, - det er der bestemt ikke meget hygge og idyl over! Men barnet, Jesus, er altså Guds gave til os mennesker! Hvad glæde har vi, der lever i år 2019 af den fødsel, spørger du måske. Hvad skal vi med ham? Generne Rent biologisk arver vi menneske en masse fra vore forældre, helt konkret 50 % fra hver! Vi ligner vore forældre, både i det ydre og i det indre. Sådan kan vi gå tilbage gennem generationerne og se, at vi har arvet forskellige ”træk” fra forældrene. Værst af alt er synden! Adam og Eva vendte Gud ryggen i Paradiset, og måtte forlade haven, fordi Gud ikke tåler synd. Faktisk var det meningen, at vi skulle have levet i Paradiset altid, - men på grund af synden, blev det så meget anderledes! Synden ligger i vore gener, og vi kan ikke anstrenge os til at leve syndfri, uanset hvor velmente og alvorlige forsøg vi end kan fremvise! Verdens redningsmand Guds kærlighed til dig og mig, var og er stor, at han ikke kunne udholde, at vi for altid skulle leve adskilt fra ham. Men da Gud er retfærdig og ikke tåler synd, måtte synden naturligvis straffes! Han valgte at tage straffen selv! Han lod sin eneste søn, Jesus, fødes til jorden. Han levede under samme kår som os. Han har både været træt, sulten, ensom, bedrøvet og meget mere. Men han levede syndfri! – en dag blev han hængt op på et kors og led en pinefuld død! Han som aldrig havde syndet, blev pint og plaget, fordi han tog straffen for din og min synd! Døren til Paradiset/Himlen blev åbnet igen, så alle som vil, kan få lov at være der, sammen med ham, i evigheden. Der er kun én måde vi kan komme ind på og det er i følgeskab med Jesus, din og min – ja hele verdens redningsmand! Derfor blev han født – for at redde dig og mig fra en evighed uden fællesskab med ham. Derfor blev det jul! Tag imod ham, bliv stille for ham, lyt til ham, ikke kun i julen, men resten af dit liv! Ruth Dideriksen |
||