-
Tro i hverdagen
Skrevet af Heine Dahl i bladet tonebåndet 1972
At være tro vil sige at udføre det arbejde, som vi bliver sat til, og lade det gælde i alle livets forhold. Vi har vel alle prøvet at blive sat til en opgave, som ikke ligefrem var efter vort ønske, men når vi så nåede frem til resultatet alligevel, føltes en vis tilfredshed.
Sådan husker jeg en situation fra min læretid på et maskinværksted, min mester havde fået en ny ide i forbindelse med nogle maskiner, som skulle sættes i produktion, og en dag fik jeg besked om at skulle klippe 10.000 stk. små stålstifter ud af nogle lange 7 mm tykke stænger, et ensformigt og trivielt stykke arbejde, som jeg hurtig blev træt af.
Den næste formiddag, da mester kom på værkstedet, kunne han ikke undgå at konstatere, at jeg havde tabt modet, og jeg lod ham da også forstå, at jeg mente, det var en skør ide, som måske aldrig kom til at virke i praksis.
Da gjorde mester noget, som jeg aldrig siden har glemt, når jeg stod overfor lignende situationer. Han tog mig med hjem på tegnestuen og viste mig forskellige tegninger alle de enkelte dele, som skulle indgå i maskinen, for at den kunne komme til at virke efter hensigten. Også tegningen af den store tandkrans, hvori netop mine stifter skulle virke som tænder, tog han frem og forklarede mig, hvordan den skulle fungere sammen med et tandhjul, som en anden del af værkstedet skulle fremstille. Til sidst tog han en stor tegning frem, som viste den færdige maskine og sagde: ”Sådan skal den se ud, når den er helt færdig, men du skal vide, at det afhænger af dig, om den kommer til at virke i praksis”.
Da jeg gik til værkstedet, forstod jeg, at det arbejde, som jeg var blevet sat til, ikke var noget unødvendigt, opstået af en skør ide, men ganske nødvendig, hvis hele maskinen skulle komme til at virke, og jeg gik i gang igen, glad for at vide, at resultatet også afhang af min indsats.
Som kristne har vi en opgave at løse, en gerning at udføre i Guds store værksted. I vor dåb blev vi kaldet til at høre Ham til. Vi blev kaldet til at gå i tjeneste hos Ham. Han bød os at gå ud i alverden for at drage mennesker med ind i denne tjeneste, og Han har lovet at være med alle dage.
Mange steder i bibelen tales der klare ord om, at vi skal synge lovsange for Herren. Paulus’ brev til Efes. 5.19 står der: ”I skal synge og spille i jeres hjerter for Herren”.
Så gælder det da om at være tro og lydig overfor Ham og være det i alle forhold, så vi bringer det budskab, Han har bedt os om, og lad os så kæmpe mod de problemer og alt det onde, som bor i os, og som kan lægge hindringer i vejen for Guds velsignelse over det arbejde, som vi står i. Først da vil arbejdet i Guds værksted lykkes.
Tak Jette og Kaj Ove Laursen