• Forside • Program • Om os • Aktiviteter • Kontakt os • IMU • Artikler / Andagter • Download • Galleri • Links • | ||
Livet er kort, men lykken er evig.
For et stykke tid siden sagde en ældre dame til os: ”I skal nyde livet nu, for det går bare så hurtigt. Inden I får set jer om er I gamle.” Når jeg tænker tilbage på mit liv, så kan jeg da godt følge hende. Det er ikke til at forstå, at vi har voksne børn, har haft sølvbryllup og er over 50 år gamle.
Livet er langt – lykken er kort, synger Kim Larsen. Jeg kunne få lyst til at vende den sætning om. Livet er kort, men lykken er evig. Jeg er ikke uenig med Kim Larsen i, at vores liv ofte kun indeholder korte lykkestunder, og det er saligt at dele sit liv og sin lykke med andre mennesker. Han synger om de 70-100 år som vi håber på at få lov til at leve her på jorden. Når jeg siger Livet er kort, så handler det om, at det kun er en lille bitte brøkdel af evigheden. Når jeg siger, at lykken er evig, så handler det om den lykke, fred og glæde, som Gud gerne vil give os. Her på jorden lever vi kun 70-100 år hvis vi er heldige, men det er mine valg her i livet der er afgørende for, hvor jeg kommer til at tilbringe resten af evigheden. Hvad fylder jeg min hverdag med? Hvem får lov at lede mig på min livsvej? Følger jeg med strømmen, eller tager jeg mig tid til stilhed og til at ham, som har skabt mig, kan tale ind i mit liv og guide mig – vise mig den vej, som han har planlagt for mig?
Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. (Jeremias 29, 11)
Hvis jeg bliver ansat i en ny virksomhed, så er det utrolig dejligt og faktisk helt nødvendigt for min trivsel, at min leder har tænkt tanker om, hvad han vil bruge mig til. Måske endda giver mig en langsigtet plan for, hvad jeg skal lære eller hvad jeg skal udrette. Det giver en ro og jeg kommer til at føle mig tryg. Bibelen fortæller, at Gud er sådan en leder – den perfekte leder. Han har tænkt tanker og lagt en plan. Af en eller anden grund har jeg bare så svært ved at affinde mig med det. Det er som om jeg tror, at jeg kan finde ud af det hele selv og slet ikke gider at spørge ham om, hvad han egentlig har tænkt. Hvis jeg på min nye arbejdsplads bare lagde lederens plan til side og så ellers gjorde, hvad jeg selv syntes – mon så ikke jeg snart skulle til at se mig om efter et andet sted at være? Jeg ville nok blive fyret. Men Gud fyrer ingen – han venter tålmodigt på, at vi finder ud af, at vi har brug for ham og hans vejledning. Må Gud få lov at vise dig, hvilken plan han har lagt for dig? Han elsker dig og vil dig det allerbedste og det er stort at få lov at være i hans plan.
Tove Larsen
|
||