-JEG VED PÅ HVEM JEG TROR.
”Jeg ved på hvem jeg tror” er den meget markante, ja, nærmest udfordrende titel på en troslære (bog), skrevet af den norske professor Carl Frederik Wisløf i 1946. Bogens indhold er lige så udfordrende som titlen. Læs den!
Det har altid været afgørende nødvendigt, at den kristne ”har styr på” sit trosforhold. Kort og godt, at han kender Jesus som Guds søn og som sin personlige frelser.
Gud åbenbarer sig i Jesus ved at give os troen i vore hjerter som en fast over-bevisning. Det er Helligånden, der skænker os troen som en gave.
I sit brev til kolossenserne takker Paulus sine brødre og søstre for deres rige, åndelige liv. I kapitel 1, vers 9 beder han for menigheden og ønsker, at de må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med ”al visdom og åndelig forståelse”. Det er det, der i Ny Testamente udtrykkes ved, at man ”modnes i troen”.
Det sker, når man læser i Bibelen og er sammen til møder og sammen med kristne venner. Helligånden arbejder i disse sammenhænge for at opbygge og styrke troen i vore hjerter (helliggørelse).
Jeg ønsker for os alle, at vi i vort kristne trosliv ”VED PÅ HVEM VI TROR”.
Birge Nissen