 |
||
| • Forside • Program • Om os • Aktiviteter • Kontakt os • IMU • Artikler / Andagter • Download • Galleri • Links • | ||
Sand kærlighed.
Gud er kærlighed - fuldkommen. En kærlighed, som er så stor, at vi ikke kan fatte den. Han skabte hele universet og jordens fantastiske mangfoldighed - af kærlighed. Han skabte mennesket i sit billede - af kærlighed. Han skabte os til fællesskab med sig - et kærligheds-fællesskab - men det gik i stykker, fordi vi valgte ham fra. Vi vil selv være som Gud - være gud. Guds kærlighed beskrives i hele Bibelen. Hans kalden på sit menneske, hans sorg og smerte over at vi vender ham ryggen. Det Gamle Testamente beskriver Guds kærlighed og Guds smerte. På mange måder og mange gange kaldte han. Det Nye Testamente fortæller os om Guds endelige redningsaktion, at han sendte sin søn, Jesus, til os, for at han i ord og liv - ja i lidelse og død skulle vise os Guds kærlighed - helt enestående! Vil vi ikke tage imod Jesu kærlighedsgerning for os, da kommer vi ind under Guds vrede. Det har kostet Gud alt, det bedste han havde, sin egen søn. Gud har gjort alt, for at vi skal få kærligheds-fællesskabet med ham. Forsmår vi da så stor en kærlighed? Jesu kærlighed er så stor, at han siger sandheden til os. Han ønsker at frelse os fra evig fortabelse. Det var derfor han blev menneske, led en smertefuld død under byrden af al vores synd og skyld. Jesu forkyndelse er fuld af kærlighed, men også af smerte. Han skjuler ikke følgen af, ikke at ville tro på ham - hans kærlighed er så stor, at han ikke kan skjule, at et menneske kan gå fortabt. ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham”. (Johannes Evangeliet kap. 3 vers 36) Det er kun den, der virkelig har kærlighed, som siger sandheden. Sandheden er ilde hørt. Den, der er ligeglad med, om mennesker bliver frelst, siger kun det som mennesker gerne vil høre. Vi må bede om forkyndere, som ikke vil tækkes mennesker, men som brænder af kærlighed til Gud og til mennesker. - Og vi må bede for os selv.
Kirsten Brogaard
|
||