En kristens privilegium.
Vi kristne er privilegerede. Gud, der har al magt og visdom,
skaberen og opretholderen af denne verden, hvis storhed
hører til i en dimension, som vi slet ikke fatter, ham har vi
lov til med frimodighed at kalde vor far, når vi f.eks. beder
fadervor. Det er for os næsten blevet en selvfølge.
For mange i dag er Gud blevet vor ligemand, én vi kan slå
på skulderen, én der ikke kan nænne at lade en eneste gå
fortabt.
På Jesu tid var det ganske anderledes. Man bad stående i
synagogen, ja de fromme ventede en time før de bad, for
det var ærefrygtindgydende at komme Gud nær. Og man
bad på hebræisk og ikke på talesproget aramaisk.
Men Jesus indfører det aramaiske Abba, fader, for sine
disciple. Abba udtrykker både respekt i tiltalen til én, der
står over én selv og et dybt personligt forhold parterne
imellem.
Nu kan vi jo have forskellige faderbilleder, alle har ikke lige
gode erfaringer med deres jordiske far.
Men Jesus viser os klart, hvordan vores far i Himlen er i lignelsen
om den fortabte søn (Luk.15,11-32), hvor faderen
ikke tvinger sin søn til at blive hos sig. Han ser med sorg
på, at sønnen vælger faderen fra og går fortabelsen i møde.
Men faderen udviser en menneskeligt set urimelig stor
kærlighed, tilgivelse og omsorg for sin søn, der vender
hjem, og stik imod mellemøstlig faderværdighed løber han
sin søn i møde.
Sådan en kærlig far i Himmelen har vi. For ”han vil, at ingen
skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.”
2.Pet.3,9.
Torben Poulsen
