”- til syndernes forladelse.”
Det siges med Jesu ord ved indstiftelsen af nadveren i kirken. Det
var dengang som nu det afgørende for vort forhold til Gud, at han
”forlader” (med genstandsled) vore synder, altså ”fjerner dem fra
os” med tilgivelsens mirakuløse vidunderlige gave.
Men hvad har vi da gjort? - Nu lader verden os jo ikke uvidende
om, at noget er galt fat med os mennesker, og det ville da være
hovmod at benægte, at vi selv er med i den misere. Noget sidder
da også tit og gnaver i samvittigheden, - men der er mere end det.
Alene vort tankeliv røber, at vi selv indtager en voldsom stor plads
i forhold til, hvad vi giver af plads for andre - og for Gud! Men han
forlader (fjerner) det for dig og mig - i kraft af, at han gav sig selv,
sit legeme og blod, for os. Det fortæller han os, når hans ord lyder
- i gengivelse fra andre naturligvis, - men han selv står bag det ord,
som det klart fremgår af Bibelen.
Peter sad i sin båd med nogle iturevne garn, da Jesus som en
selvfølge entrede hans skude og sagde: ”Sejl ud igen, Peter!” Vi
kan forestille os, hvad Peter tænkte: ”Hvad forstand har en hellig
mand på mit fag?” - forstemt, som han var, efter sin egen fiasko.
Peter havde for resten en svigermor, hører vi, - så var han altså
gift. Det siges jo at være den største udfordring til ens egoisme, -
det går jo galt for op imod halvdelen, - måske et og andet strejfede
Peter nu, da han var på vej hjem med uforrettet sag, - men da så
Jesus gav ham et overmål af gaver men den store fiskefangst, - så
brast det for Peter: ”Herre, lad mig hellere være, jeg er en syndig
mand.” - Så gav Jesus ham - med syndernes forladelse -
ansættelse som den første leder af den menneskefangst, der skulle
vare de første 2000 år. - Så fantastisk er det med syndernes forladelse,
- en himmel så dyb og klar blåner over os. - Ja, pris vor
Herre, Jesus, og hans og vor Fader - for en sådan godhed!
Henry Vestergaard. 
